Hej,
ReGeneration bliver udbudt i et samarbejde mellem naturvejlederkollektivet Natopia, Københavns Skolehaver og landsforeningen Natur & Ungdom.
Bag Natopia står Ida og Mie, som har fået idéen og skabt ReGeneration. Med baggrunde i henholdsvis antropologi og journalistik og en fælles nutid i naturvejledning og fremtidens menneskesamfund, så har vi et bredt ståsted til at åbne både fortiden og fremtiden op i et naturperspektiv.
Sammen med Københavns Skolehaver og Natur & Ungdom vil naturkonfirmationsforløbet ReGeneration stå på skuldrene af mere end hundrede års praktisk erfaring med naturdannelse for børn og unge. Fra landsforeningen Natur og Ungdom trækker vi på praktisk arbejde med aktivt, grønt medborgerskab i foreningsregi. Københavns Skolehaver har siden 1903 undervist børn og unge i, hvordan de er en del af de store økologiske kredsløb. I dag giver rummer haverne mere end 40.000 oplevelsesrige besøg, særligt for skoleklasser.
Den mangeartede have på 2000 m2 i Lersøparken, vil være epicenteret for naturkonfirmationsforløbet ReGeneration. Her under himmelen, mellem stolte egetræer, solsikker, mellem solsorte og stålorme, vil vi mødes og naturdanne os. Det er også i disse smukke omgivelser, at vi vil afholde overgangsritualet som afrunding på forløbet.
På tværs deler vi i ReGeneration en vision om at klodens og den enkeltes trivsel er tæt forbundne størrelser, og at vi kan tage styringen af vores eget liv, ved at komme ned i kroppen, ned i tempo og i forbindelse med de andre (arter) omkring os. På den måde trækker vores moderne naturdannelse både på tidligere generationers viden og erkendelse af arterne omkring os – men rækker også frem i tid og stiller spørgsmål til, hvad det er for samfund, som vi ønsker at opbygge sammen.
Til skabelsen af et alternativ til den kristne konfirmation trækker vi også på et stærkt rådgivende panel, der bibringer de nyeste retninger indenfor alt mellem naturdannelse, regenerativt jordbrug, artsrig kunst, etik og fremtidsforskning.